Vinyl black LP. Limited to 300 copies. All pre-orders signed by Christian Juncker
TELEVSION er en serie af sange, der på hver deres måde understøtter det fællesskab, udsyn og de minder, der skabes, når vi alle samles – bl.a. foran TV-skærmen. Sange, der aldrig er udgivet samlet, fysisk.
Jeg husker selv tydeligt, hvordan jeg og mine brødre sad klinet til skærmen, da Nordkaperen gled hen over skærmen og tog mig med på eventyr. Det har derfor været et ekstra stort privilegium at få lov at skabe sange til Mikkel Beha og hans families TV-programmer, herunder Havana, Wallenberg m.fl og ikke mindst fortolkningen af Troels Kløvedals ”Kærlighed til København”, som Lasse & Mathilde oprindeligt lavede musik til. Selveste Kaptajn Kløvedal reciterer da også sin egen tekst i sidste vers (AI).
Dansk Melodigrandprix var også et TV-event, som jeg elskede som barn og som affødte større diskussioner mellem mig, mine brødre og min mor. Jeg må desværre nok indrømme, min mor var bedst til at gætte, hvem der vandt. Hun sagde altid, at vi skulle lytte til melodierne, men vi var langt mere optaget af at bedømme de klamme bukser, de mærkelige briller, den kiksede hat og den slags. Men da jeg selv for et par år siden fik mulighed for at deltage, greb jeg chancen og optrådte i mit eget tøj med en indædt tro på, at teksten og den gode melodi i ”Kommet For At Blive” nok ikke ville vinde, men at den alligevel ville betyde noget for nogen – dér på den anden side af skærmen.
Efter mit modbydelige ”Corona-eventyr” for nogle år siden, skrev jeg sangen ”Jeg Kommer Hjem” til TV2-programmet ”Det Bliver Godt Igen” dedikeret til Det Danske Sygehusvæsen og i anledningen af 1 maj 2024 udgav jeg sangen ”Under Samme Himmel Over Samme Jord”, som i et kort glimt blev TV-transmitteret direkte fra Fælledparken.
En TV-oplevelse med Andreas Mogensens tilbagevenden til jorden for et års tid siden blev inspiration til singlen for mit kommende album, og derfor har jeg valgt at inkludere sangen på TELEVISON. Sangen hedder Astronaut Mogensen, og Hervé Toure, som deltog i dette års MGP, rapper på fransk på nummeret.
TELEVISION samler nogle af de sange, som jeg skaber imellem albumudgivelser. Og som ikke altid når at blive udgivet fysisk. Jeg har det nok også lidt sådan, at det er som om mine sange slet ikke findes, hvis de ikke også udgives i fysisk form. Måske fordi jeg nærmer mig de halvtreds år og er vokset op med kassettebånd, LP´er og flow/slow-TV.
Tracklist:
1. Havana
2. Wallenberg
3. Vi bliver hjemme i år
4. Havblik
5. Venner og brødre (TV-version)
6. Astronaut Mogensen
7. Under samme himmel over samme jord
8. Jeg kommer hjem
9. Kommet for at blive
10. Mintgrøn sommerfugl (akustisk version)
11. Kærlighed til København
Anmeldelser
Der er endnu ikke nogle anmeldelser.